Loading Selected Work...
Menu

MonitorExpo 2016

MonitorExpo 2016

Jeg har været på messe – og hvilken en. MonitorExpo i København.

Det er en messe primært rettet mod TV og Event producenter – men der er også noget at komme efter som almindelig dødelig. Rigtig meget. Udviklingen – nogle siger afviklingen – i vores fag går super hurtigt. Kravene til os fotografer stiger og stiger og stiger.

Der var selvfølgelig meget der var lidt over mit budget – eksempelvis hvad siger I til en TV2 News helikopter – hvordan de ellers har fået den ind i centrum af København – og rigtig jeg spurgte ikke ind til prisen. Objektiver og kameraer til millioner – ja jeg kunne blive ved. Men hvorfor så komme.

Jo der er mange gode input og udstyr inden for min økonomiske rækkevidde. Her er lidt af det jeg syntes var interessant:

Video lys. Super mange fede lamper – også bud på udstyr der er til af have med når man kun er en til produktionen – Tjek Blind Spot Gear ud. Fin fyr fra Skotland der ved hvad han taler om.

Droner – Man enten elsker eller hader dem. Jeg har ikke været 100% fan af dem – men modsat skal man vel et eller andet sted kunne det og kunne tilbyde det. På messen var der fint input og jeg blev afklaret over hvad jeg skal i gang med – og gik hjem og afbestilte den DJI Mavic jeg havde i ordrer. Nå ja og bestilte en anden drone.

Objektiver Så Nikon’s nye 70 – 200 mm – Den er super lækker – hold da helt fast – men hold da også helt fast en pris. Jeg ved ikke hvad de tænker på. Når det er sagt ved jeg jo også at de fleste af os render rundt med den om et år eller to 😉

På video siden var der blandt andet XEEN cine objektiver. De virker super lækre i det område hvor jeg måske har råd til et eller to. Koster 12.000 ex. Det kunne være super at lave et interview med den fokusgang. Det er ikke noget jeg går ombord i, da jeg skal have opgaverne der berettiger det først – og det har jeg ikke endnu. Dejligt kunne det være.

LiveU Ikke jeg havde planlagt at snakke med dem, men så en lille udgave af LiveU – 4 simkort og den fyldte ikke mere end et ekstern batteri til flashen. De ”gamle” LiveU kostede spidsen af en jetjager – den her under det halve – har ikke den præcise pris men den koster omkring 50.000 – mange penge men hvis man har kunder til det kan den måske forsvares. Skal undersøges nærmere.

 

Det fine ved at komme på en messe er også at man møder kollegaer – og får en masse snakke om hvordan det går, hvad de har set af gear og god small talk.

Nok fra MonitoExpo – jeg drømmer videre – og vi ses næste år.

 

Problemer…… igen

Nu er der måske lidt lys forude.

Det er iaften lykkes at få opdateret “recent works” med 4 kvartal. Det har været hamrende surt ikke at kunne opdaterer med de job jeg har lavet + arkiv.

Det skulle nu være OK – og jeg håber at kunne fylde mere på de næste dage.

www.clausfisker.dk/recentworks

 

Problemer……

Problemer…..

Der har været stille meget meget længe på bloggen – Det er surt, men grunden er den enkelte at min side hele tiden bliver hacket.

Udbyderen ved ikke rigtig hvad der sker. Prøver at få styr på det – men ved pt ikke hvorlang tid der går med at løse problemet.

Ses derude…..

Hobby Fotografer

Hobby Fotografer

Jeg tror alle der arbejder professionelt med fotografi er startet med at fotografere som en hobby. Mit førte kamera var et Zenit spejlrefleks som jeg fik da jeg var 13 år gammel. Derefter den slagne vej gennem Minolta, Konica, Olympus, Nikon, Canon og nu igen Nikon. I dag er fotografiet så mit job, men jeg nyder stadig at lave billeder som jeg inders inde godt ved der ikke er omsætning i. Jeg laver dem fordi jeg ikke kan lade være.

Så i dag så jeg et facebook indlæg fra Niels Husted i Esbjerg. Husted har næsten en menneskealder lavet fodbold, Ishockey og Håndbold i byen. Han har som så mange andre været frustreret over at mange amatør og hobby fotografer gør vores arbejdsbetingelser dårligere men ikke mindst at de mange gange forærer billeder væk eller sælger dem til latterlige lave priser. Det er ikke sort og hvidt det her for at blive i fotograf sproget. På den ene side er der klubberne der gerne vil have deres produkt ud til så mange som muligt – også den store underskov der er kommet af Facebookgrupper, hjemmesider osv. På en anden side nogle professionelle fotografer der skal leve af det produkt de laver.

Balancegangen er svær – men tendensen er hel klar – Der kommer flere og flere “fotografer” til sports begivenheder. For noget tid siden stod jeg iøvrigt til ishockey og en ung fyr med kamera kom og fortalte at han satsede på at leve af sit fotografi. Jeg svarede at det lød da fint og han skulle have held og lykke med det. Senere samme aften fortalte han så at han havde fået sin første rigtige opgave og det var en konfirmation. Han spurgte også om de 400 kroner han vill tage for det var i overkanten. Jeg svarede ikke. Jeg forstår bare ikke hvorfor han uden problemer kan komme ind og være på en meget begrænset plads hvor vi skal arbejde. Jeg kunne komme med eksempler fra fodbold, håndbold og meget andet.

Som jeg skriver er balancegangen svær. Der kan være hensyn klubberne nogle gange skal tage, men en lille opfordring til klubberne om lige at gå igennem hvem man lukker ind og begrænse tilstrømningen lidt kunne være rigtig godt.  Den er hermed givet.

Presset….

Presset

Var i Ølgod forleden – skulle for Berlingske lave billeder og video til en artikel omkring burhøns og supermarkedernes beslutning om ikke at handle med dem.

Det blev på mange måde en opgave hvor ordet presset kan bruges.

1: Det er et presset erhverv – ingen tvivl om det – de står jo reelt i den situation at have brugt en masse penge på at lave deres form for æg – som ingen vil rigtig købe.

2: Da jeg skulle til at lave billeder og video fik jeg til min store overraskelse at vide at burhøns sover til middag 2 timer og det vel og mærke i total mørke. Presset blev jeg vel der – Det betød så at jeg havde ca 15 minutter til at lave både video og stills – der røg min indre drøm om en super god video – og nu blev det håndholdt dogme.

3: Presset blev dog endnu større da jeg så kom ind – så godt som intet lys – og jeg måtte ikke bruge blitz / lampe. Det ville skræmme hønsene. Måtte skrue lidt på knapperne og endte på 5000 iso – 1/30 – bl 2.0 – Ups det er jo ikke ret meget og heller ikke når vi bagefter snakker video – og det kan ses.

4: Presset – ja dem der nok var mest presset var vel hønsene når alt kommer til alt

 

Videoen røg på nettet og Berlingskes facebook og er efter et døgn blevet set af 57.000 og delt over hundrede gang – så kom ikke og sig at video ikke duer.

Resultatet kan sagtens diskuteres – men det var hvad jeg nåede på pressede 15 minutter.

clausfisker.dk/video

 

Tvivl….

Tvivl…..

Sommerferien er forbi og hverdagen kommet tilbage. Ja og hvilken hverdag ! Jeg har det altid sådan efter en ferie – man er klar og glæder sig til at komme ud og lave ens arbejde. Startede ud med 3 fodboldkampe og en BilledBladet historie de første 4 dage. Fint. Men så sprang bomben. Granatchok er et stort ord. Fyringsrunder har man jo set komme i en strøm – jeg blev jo selv ramt af en. Men denne her varsler (måske) nye tider – Alle fotografer på Ekstra Bladet væk – hvad skete der lige der? Det har været en kendt sag at flere udenlandske aviser har droppet deres fastansatte fotografer – men at Ekstra Bladet blev den første danske avis der fulgte trop havde jeg ikke set komme. Der er flere grunde.

Fotograferne på EB er dygtige og virkelig gode gode fotografer – med stor erfaring – de sender live tv – live billeder som ingen andre i branchen. Laver god fotojournalistik. Men hvorfor skal de fyres??? Jeg har et begreb der hedder excel beslutninger – altså beslutninger der er taget ud fra rene beregninger og ikke så meget andet. Det er beslutninger der er taget pgra af en presset økonomi, men så syntes jeg også kæden hoppe af. Hvis man vil blive ved med at udgive kvalitets historier / nyheder kræver det bare resourcer. De folk der nu bliver fyret er en af garantierne for kvalitet og viden. Sjovt nok får man ved hver fyringsrunde tudet ørerne fulde om at man vil højne kvaliteten og det ikke vil få synlig indflydelse på ens produkter. Jeg tror ikke på den længere…. og har nok aldrig gjort det. Jeg ved godt det er en presset branche – men kald en spade for en spade.

En anden grund er nok det faktum at priserne på pressefotografisk arbejde er i frit fald – der skal vi nok kikke lidt på os selv – opfordingen hermed givet

Nu håber jeg bare at der ikke sker det samme på kollegaerne på Jyllands Posten og Politiken – og senere andre steder. Men desværre må jeg sige at jeg er i tvivl.

Spam Spam også Hacked

Spam Spam også Hacket

Der har været ro på rigtig længe. Grundene er to forskellige. Jeg har holdt ferie og fået ladt batterierne op igen.

Anden grund er så måden at få afladet lidt batteri kraft igen. Hjemmesiden har været spammet, hacket eller hvad det nu hedder. 4.000 comments var nok til at udbyderen lukkede adgangen (også min). Efterfølgende har jeg så med gode menneskers (læs: Brix & Mads) hjælp fået renset ud – skiftet passwords og hvad ved jeg ud – så nu tester vi lige et par dage og så skulle vi være oppe igen.

Hvis nogen har mailet til mig i sommer og jeg ikke har svaret er grunden måske at jeg ikke har set jeres mail blandt de tusinder der er væltet ind – ring/mail/sms hvis det er sket – og vi tager den derfra.

Glæder mig til at være på igen og få opdateret med billeder og blog indlæg.

16 mm – Objektiver…….

16 mm – Objektiver…….

En af de ting som glædede mig da jeg skulle forlade mit arbejde på Scanpix og starte mit nye liv som freelance fotograf var at selv kunne bestemme hvad der skal være i min værktøjskasse. Et af mine første nyindkøb ved jeg på forhånd skiller vandene – Nikon 16 mm 2.8 – fiskeøje. Som en tømrer også har noget værktøj han næsten aldrig bruger har jeg også fået et stykke værktøj jeg på forhånd ved at jeg næsten aldrig vil bruge. Men det er her min nyvundne “frihed” kommer ind. Jeg vil simpelthen have muligheden for en gang imellem at lave noget andet. Det er ikke altid det holder og det jeg lavede i weekenden for Jydskevestkysten er jeg selv i tvivl om. Men iblandt de 10 – 15 billeder jeg sendte fra musikken fra torvet i Aabenraa valget jeg at lave nogle med 16 mm. Jeg tror jeg har haft objektivet i snart et halvt år og som jeg husker det har jeg lavet to billeder med det som er blevet brugt. Og det er nok, men det at vide man kan gøre det og engang imellem tilbyde et andet slags billed er fint nok for mig. Måske bruger jeg det igen om et par dage – måske om et halvt år. Vi får at se……. Imens jeg skriver det her vandt Island lige over England – det sker heller ikke hver dag 😉

Royal…..

Royal…..

Royal – ja det kommer med jobbet. Altid spændende at følge dronninger, prinser og prinsesser. Havde den udsøgte fornøjelse at være booket af BilledBladet til at følge de kongelige i 3 dage forrige weekend. De første to dage på Dronningens sommertogt der gik til Varde Kommune. Når man ser programmet er der altid et par punkter hvor man tænker – “Her er det oplagte billed”. Og når så man står i det, viser det sig mange gange – ja næsten altid at virkeligheden er en anden. I Varde var jeg sikker på at karetturen igennem byen måtte være billedet. Det var det så ikke – for at sige det mildt slet ikke. Jeg stod bare amatøragtigt forkert. Ikke at jeg som sådan kunne have forudset det eller ændret det – men forkert var det. Et program punkt jeg så ikke havde set som det store viste sig så at være stedet. En bro i en flot flot have. Ikke at det var planlagt at dronningen skulle ud på broen, men alle kunne se det var flot. I gang kom hoffets kommunikations folk og lavede et flot flot stykke arbejde. (Tak for det!) Dronningen gik ud, vi trykkede på alle vores knapper og billedet var sikret, alle glade.

De samme dage deltog Prinsesse Mary i en stor hjemmeværnsøvelse i Fredericia. Gode billeder af Mary – ja man fristes til at sige – ja altid. Hun er altid en fornøjelse.

Det blev til 8 sider i BilledBladet – det er jeg glad for.

Ellers kan man godt mærke at vi er ved at gå i sommer mode rundt omkring – Det skal jeg i mit nye liv lige vende mig til. Det skal nok blive godt, men jeg skal lige fatte at man godt kan have en tom kalender et par dage frem – mon ikke det går;-)

BilledBladet - Fredericia -Kronprinsesse Mary - HjemmevÊrns parade - Dronning Margrethe.

BilledBladet – Fredericia -Kronprinsesse Mary

Recent work….

Recent Work…..

Lidt egen annonce er der vel plads til på ens egen hjemmeside. Jeg kan se der er mange der går direkte ind på min blog – tak for det! – Men et andet sted der også er et besøg værd er under menuen Recent Work. Her opdaterer jeg løbende nogle af de ting jeg har lavet – og ikke mindst hvordan de bliver brugt. Det er slet ikke det hele der kommer med – og det er en skøn blanding af aktuelle ting og arkiv.

Tjek den ud – http://www.clausfisker.dk/2-kvartal-2016/